Oplev Møns Klint fra alle vinkler.
Oplev Møns Klint
Vandreture på egen hånd
Verdensarvsområdet på Høje Møn er fantastisk til både afslappede slentreture, vandreture af forskellige sværhedsgrader og andre outdoor aktiviteter.
Du kan færdes både i Klinteskoven, på de artsrige kalkoverdrev samt selvfølgelig på stranden, hvor du kan samle fossiler og se det spektakulære klinteprofil nedefra.
Vær opmærksom på at nogle af naturområderne er private, mens andre er offentlige. Regler for færdsel og praktiske informationer er markeret med skilte i landskabet.
Camønoen
Camønoen bliver kaldt ’Kongerigets venligste vandrerute’. Den er 175 km lang, og inddelt i 12 etaper der bevæger sig hele vejen rundt om Møn, Nyord, Bogø og Farø.
Etaperne Klinteetapen (16,6 km) og Mælkevejen (12,7 km) går igennem Høje Møn og det udpegede verdensarvsområde.
Camønoen blev indviet i 2016, som et resultat af et samarbejde mellem lokale ildsjæle, Museum Sydøstdanmark og Vordingborg Kommune.

Klintekongens Rige
Vandreruten Klintekongens Rige er en 14,5 km lang cirkulær rute, der bevæger sig igennem alle højdepunkterne på Høje Møn og i verdensarvsområdet.
Ruten opnåede ved indvielsen i 2022 toppoint som Europas bedste vandrerute ifølge det tyske vandreinstitut: Premium Wanderwege, som certificerede ruten samme år.
Klintekongens rige går igennem et varieret landskab med bøgeskov, kalkoverdrev, klinteudsigter, strand, kultur og fortidsminder – og med sine 477 højdemeter, anbefales det at afsætte god tid til ruten.
Ruten kan vandres i begge retninger, og kan starte/slutte ved Jydelejet, Liselund eller Geocenter Møns Klint.
Walk 'n' talk på klintekanten
Er du interesseret i at høre mere om verdensarven på en gåtur langs klintekanten, kan du tilmelde dig én af de tre årlige Walk ’n Talks, hvor du kan høre Site Manageren for Verdensarven på Møns Klint fortælle både om geologi og om kommunens arbejde med verdensarv.
Tilmeld dig ved at sende en mail til Site Manager, Eliza: eljes@vordingborg.dk



Geocenter Møns Klint
Vil du vide mere om geologien og naturen ved Møns Klint, kan du besøge formidlingscenteret GeoCenter Møns Klint, som er en del af de danske Videnspædagogiske Aktivitetscentre: VPAC, som udmærker sig ved at formidle fagligt stof på en interaktiv og legende måde.
Geocenter Møns Klint er en privat, erhvervsdrivende fond, der drives efter almennyttige principper og har som organisation spillet en aktiv rolle i udnævnelsen af Møns Klint til UNESCO verdensarv i 2025.
Sejlture foran klinten
At se Møns Klint fra søsiden giver et helt andet overblik over klinteprofilet og de geologiske strukturer der har gjort klinten til verdensarv.
Har du ikke din egen båd, kan du booke en sejltur med Sejlkutteren Discovery, der sejler fra Klintholm Havn, når vind og vejr tillader det.


Liselund Slot og Romantiske Have
Den spektakulære natur på Høje Møn imponerede også i fortiden, og i 1792 byggede adelsparret de la Calmette det lille lystslot Liselund, samt etablerede en ambitiøs romantisk have efter alle tidens forskrifter, lige midt i den dramatiske østmønske natur som i dag er UNESCO Verdensarv.
I 1800-tallet var slottet vært for mange prominente gæster, og ikke mindst guldaldermalere der yndede at male de dramatiske klintemotiver ved Møns Klint.
I dag forvaltes slottet af Nationalmuseet: Liselund Slot og Romantiske Have. Der er fri adgang til den romantiske have, hvorfra man kan gå direkte videre ud på klintekanten.
Yderligere information
Informationer om overnatning og spisesteder på Møn, kan findes på Visit Sydsjælland og Møn, samt på de digitale platforme: Mønu, som formidler lokale events, nyheder og indhold med relation til Møn og omegn, og Oplev Møn, som indeholder en detaljeret kortfunktion med vandreruter og interessepunkter, der desuden kan downloades til offline brug.










